Råstoffer er kommet på dagsordenen i såvel Grønland som i Danmark, og derfor drager advokat Peter Schriver fra Nuna Advokater endnu en gang afsted til verdens største minekonference, PDAC, der afholdes i Toronto, Canada i dagene 3. til 6. marts. Det er 12. gang Peter deltager i konferencen, og denne gang gør han det i selskab med advokat Helen Kibsgaard fra vores tætte samarbejdspartner Horten. Helen og Peter rejser dog ikke alene, idet en større delegation fra Grønland med repræsentanter fra både erhvervslivet, råstofmyndigheden og det politiske system deltager i konferencen.

Delegationen har i år en tillige en ekstra, ganske særlig deltager, nemlig Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.

Formålet med delegationen er et målrettet erhvervsfremstød, som  via networking og markedsføring skal sætte danske og grønlandske virksomheder på verdenskortet og præsentere Grønland og vores righoldige undergrund som en særdeles interessant destination for især mineindustrien.

Der deltager mere end 30 danske og grønlandske selskaber i konferencen, og den danske messe vil blive indviet af Kronprinsen på åbningsdagen. Kronprinsen vil på andendagen afholde en tale – og Grønlands geologiske potentiale inden for råstofområdet, samt de vilkår, der eksisterer i Grønland for udenlandske investorer, vil være i fokus hele dagen.

Peter Schriver kan kontaktes for spørgsmål ps@nuna-law.gl

Forud for konferencen er Peter blevet spurgt af avisen Sermitsiaq om hans formål med at deltage og hans forventninger til konferencen:

Hvorfor deltager du i PDAC-messen?
Råstofområdet er et fokusområde for Nuna Advokater. På PDAC får jeg lejlighed til at mødes med mine råstofklienter – mineselskaberne og andre aktører indenfor råstofindustrien – der stort set alle deltager i konferencen, ligesom jeg får lejlighed til at møde en række af vores grønlandske og udenlandske samarbejdspartnere, repræsentanter for råstofmyndigheden samt en række af vores politikere, der har råstofområdet som arbejdsområde. Jeg har deltaget jævnligt siden 2001. Det er vist 12. gang jeg er med. Første gang jeg var med var vi under 10 deltagere fra Grønland. Nu er vi cirka 100 deltagere med Kronprinsen i spidsen.

Hvilke forventninger har du?
Jeg har forventning om at være med til at promovere Grønland som et attraktivt mineland. Der er mange om buddet, så vi skal gøre det godt for at tiltrække investorer og mineselskaber. I den forbindelse er dialogen mellem selskaberne og det politisk administrative system meget vigtig. Her føler jeg, at jeg har en opgave i at få den dialog til at køre rigtigt, så politikerne og administrationen får tilvejebragt nogle gode, enkle, stabile og administrerbare rammer, som er afgørende for at investorer og mineselskaber ser vores vej.